42

Det er en ofte fremført tanke, at der er en tynd linie mellem genialitet og galskab. Og hvor der er sådan en linie, er der folk, som vil danse jitterbug på den. Sådan et menneske var Bobby Fischer.

Fischer var en legende inden for skakverdenen – et billede, der nok får folk til at tænke på stoiske mænd, der sidder stille og tænker over en samling små brikker. Men med Bobby Fischer krydsede skakspillet over i storpolitikken. Han var blandt verdens bedste på et tidspunkt, hvor den slags kunne blive til et opgør mellem verdensmagterne – og i 1972 blev det til et møde mellem ham og den russiske modpart Spasskij på Island.

Bobby Fischer i krig er, som undertitlen afslører, den sande historie om, hvordan Sovjetunionen tabte den mest usædvanlige skakmatch gennem tiderne. Så slutningen er ligesom givet på forhånd, men turen derhen er det hele værd, for ikke alene var der tale om store personligheder, men også store indsatser.

Kampen foregik under den kolde krig på et tidspunkt, hvor russerne havde besidder verdensmesterskabstitlen i skak gennem 24 år. Og den blev et show af den anden verden.

Jeg faldt over en meget personlig anmeldelse af bogen på Information.dk:

Og Bobby Fischer i krig, en ny bog om matchen og dens to deltagere, begået af BBC-journalisterne David Edmonds og John Eidinow og netop udsendt på dansk af Gyldendal, bekræfter til fulde denne opfattelse. Fischer var et geni ved brættet, en af skakhistoriens allerstørste mestre, men også et decideret røvhul. Han var, som en læser dengang udtrykte det i Washington Post, “den eneste amerikaner, der kan få alle i USA til at holde med russerne”.

  66 år blev Jesper Klein, inden han døde af kræft mandag aften.

Det er sært, for det virker, som om han altid har været der og altid har været frosset fast i en eller anden alder løsrevet fra tiden. Fra jeg var ganske lille indtil… ja, i går. Og han begik sig i et bredt udsnit af medier og roller – som barn husker jeg især hans stemme, da han lånte sin røst til et hav af forskellige karakterer, mens jeg som voksen især husker ham for hans underfundighed.

Capac skriver det meget godt:

Medens billerne skiftede på det indre lærred slog det mig, at vi har mistet en af de få enere i danske kulturliv. Af den slags, der bliver længere og længere imellem. Hvil i fred.

På politiken.dk er der allerede et hav af mindeord, og samme sted kan man læse, at der er en ny portrætbog på vej om ham. Artiklen opremser flere af de bøger, som Klein selv skrev, hvoraf nogle af dem kan lånes på Horsens Bibliotek (og resten naturligvis kan bestilles hjem).

F.eks. er Statslæren Kleins personlige bud på en ny grundlov og indledes med vanligt glimt i øjet:

Kære læser!

Eller – Skal vi lägga bort titlarna – hejsan älskling: “Tak fordi du købte Bogen!” Det er overordentligt væsentligt, at der bliver skrevet Bøger paa dansk, derfor er det ogsaa vigtigt, at de bliver købt. Skidt med om de saa bliver læst, det har ikke nogen videre Betydning i den store Sammenhæng, nej, lad os sige Samhørighed, som bør eksistere mellem en Forfatter og hans Køber. Oplaget er, hvad der tæller i vore Dage. Paa Fjernsyn maaler man ikke sin Succes i Salget af TV-apparater, nej, der vil Cheferne vide, hvor mange Seere deres Medarbejderes Udsendelser har haft.

Sådan er det ikke med Bøger. De skal bare sælge. Forlæggeren vil jeg aldrig kunne finde ud af om du kære – nej, forgudede – Køber over Hovedet gider slaa op i Bogen.

Hvis man har intellektuelle Ambitioner, er Titler som “Statslæren” og “Bibelen III” glimrende at have staaende fremme på sin Boghylde – selvfølgelig endnu bedre i Bogskabet.

Han har også skrevet Mit Skåne, der er anekdoter fra Skåne og hans oplevelser der, blandt andet sammen med Klyderne.

Desuden har vi tre biografier stående på hylderne, om og med Jesper Klein:

Jensen og Klein på pilgrimsrejse og Jensen og Klein i kloster er begge samtalebøger, hvor Flemming Jensen og Jesper Klein diskuterer stort og småt, fra kunst til mad.

Jesper Kleins liv og lykke er skrevet af Ove Nørhave og Flemming Chr. Nielsen og er en mere gængs biografi om Klein, blandt andet om hovedpersonens lange samliv med skuespilleren Lykke Nielsen, der døde i 2006. Om den skrev Politiken:

Kleins liv er nutidens folkekulturhistorie for masserne, og dén historie kunne såmænd godt fortælles og suppleres mere systematisk end i denne form, hvis røde tråd skifter mellem kronologi og tema samt savner gennemførte tidsangivelser på andet end den vedhæftede filmografi. Til gengæld får man altså det velskrevne og loyalt citerende nærbillede – og privatfotografier – af manden selv, hans liv og børn og sorg og hunden Psølle.

Mens JPs omtale slutter lidt forstemmende:

»Danmarks første og største nørd,« har en kollega kaldt ham. Den titel forpligter, og den mand må stadig have meget at give og derfor fremtiden for sig.

På Dr.dk kan man få en overblik over Klein karriere, krydret med masser af filmklip, og i 2009 var han på Besøgstid, hvilket man også kan høre online.

I går kunne man læse i Politiken, hvordan man muligvis havde opklaret et 50 år gammelt flystyrt – det styrt, der dræbte Dag Dammarskjöld. Han døde den 17. august 1961 i en flyulykke nær grænsen mellem Zambia og Congo. Siden har konsensus været, at det skyldtes en fejl fra pilotens side, men en efterforskning har nu samlet flere vidneforklaringer, der peger på, at Hammarskjölds fly blev skudt ned.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kendte meget til Hammarskjöld – udover at han havde et interessant navn, der dukker op hist og her – så jeg kiggede lidt nærmere på manden.

Han var svensker og generalsekretær for FN i årene 1953-61, en periode fuld af omvæltninger. Han havde ingen partipolitisk tilknytning, men var kompetent og kunne arbejde på tværs af skel, hvilket gjorde ham perfekt til arbejdet i FN. Det var en periode, hvor medlemstallet i FN steg drastisk, hvilket også tildelte mere magt. Det førte blandt andet til udbygning af FN-styrkerne, som blev indsat i Suezkrisen.

Blandt hans nok vigtigste mål var afkolonialiseringen af Afrika – et faktum, der naturligvis også har ført til en del anderledes teorier om hans død i flystyrtet.

Om Hammarskjöld blev myrdet eller ej er selvfølgelig interessant, men jeg har svært ved at afgøre, hvor alvorligt man skal tage det (og skal naturligvis også passe på den afvisende automatreaktion, når lugten af konspirationsteorier er i luften) – men det ændrer ikke ved, at han var en interessant person, det kunne være spændende at læse mere om.

50-årsdagen for hans død er i den overskuelige fremtid, og man kunne måske håbe, at det fører til en nyere udgivelse om hans liv. Som det er nu, må man ty til ældre bøger, og her på biblioteket skal man ned i Magasinet i kælderen, hvor man finder tre titler fra 60erne.

Joseph P. Lash: Dag Hammarskjöld: den utrygge freds vogter. En biografi, der hovedsageligt skildrer arbejdet som generalsekretær for FN. Lån bogen.

Jens Marinus Jensen: Dag Hammarskjölds vej og virke. En lidt bredere biografi om mandens liv. Lån bogen.

Sten Söderberg: Dag Hammarskjöld. En biografi på svensk, der især lægger vægt på billeder fra hans karriere (billedet herover stammer derfra). Lån bogen.

Billedet øverst er hentet (copyright) fra DagHammarskjold.se via Wikipedia.

Mange af de mennesker, der oplevede anden verdenskrig på egen krop og kan fortælle derom, er døde – eller i en alder, hvor horisonten snævres ind. Det er måske én af forklaringer på den utallige bøger om konflikten, der stadig udgives på dansk. Et lidt kedeligt eksempel på det er bogen “Korttegneren og pressefotografen” af Agnar Larsen og Ib Hansen, redigeret af Peter Nørskov.

Agnar Larsen døde få dage før udgivelsen tilbage i april.

Det er blandt andet hans oplevelser, der danner grunden for bogen, illustreret med hans egne akvareller og Hansens fotografier. Larsen var ansat som tegner på Århus Stiftstidende, og de evner kunne modstandsbevægelsen bruge – Århus var et knudepunkt for nazisterne brug af togtrafikken, og han blev sat til at kortlægge jernbanenettet omkring byen. Det førte til en række sammenstød med fjendens soldater, som der også berettes om i bogen. Også Ib Hansen arbejdede på avisen, men de kendte ikke hinanden – mens Larsen tegnede, lavede Hansen bomber i sit mørkekammer og dokumenterede modstandsarbejdet.

Bogen fik fem stjerner i Berlingske – mens Nordjyske gjorde opmærksom på, at det er en historie, der fortælles med følelserne. Det er ikke historisk håndværk, idet dokumentationen lader noget tilbage at ønske – det er altså ikke en kilde, vi har med at gøre, men en god fortælling, hvilket naturligvis ikke gør den til mindre gribende læsning. Berlingske skriver:

Agnar Risager Larsens epilog er bevægende og beskriver fint den smerte, som mange modstandsfolk sad med efter krigen. Kan stærkt anbefales også til unge læsere.

Dette indslag i TV2 | Østjylland fortæller om bogen og blandt andet om, hvordan Agnar Larsens kæreste blev taget af nazisterne. Det er en hændelse man nok ville rynke lidt på panden af, hvis det optrådte i en film. (Brug linket ovenfor, hvis indslaget ikke vises ordentligt).

LÅN BOGEN PÅ BIBLIOTEKET

Nogle gange skal man se på sig selv med andres øjne for at lære noget. Ikke bare om sig selv, men også om sin kultur, sin fremtræden og… sit sprog.

Jeg havde for eksempel aldrig hørt ordet ølfrygt før.

Det viser sig at være vikingedansk for den snigende angst, der griber folk, sandsynligvis sidst på aftenen, for at der ikke er øl nok. At det ord har eksisteret i det danske sprog siger nok meget om den danske folkesjæl. Til gengæld har japanerne så uwabami no yo ni nomu, hvilket betyder “at drikke som en pyton” og nok ikke kræver nogen længere forklaring. ord kan knytte folk sammen på tværs af oceaner.

Eksempler stammer fra Betydningen af Tingo og andre usædvanlige ord fra hele verden, samlet og skrevet af Adam Jacot de Boinod.

Sproget er så mange ting – en seriøs affære, som sørger for, at hele verden hænger sammen… men så afgjort også en kilde til fornøjelse. Og det er især det sidste, man får ud af denne bog.

Litteraturnu.dk siger blandt andet om bogen:

TINGO er først og fremmest en lang række smut på overfladen af alverdens sprog, hvor det er det lette grin, der er i højsædet. Nogen dyberegående behandling af sprog er der ikke tale om, og bogens videnskabelige værdi kan ’være på panden af en kat’, som man åbenbart siger i Japan, når man vil beskrive et meget lille område. Der er da heller ingen tvivl om, at bogen befinder sig bedre ved siden af wc-kummen end på arbejdsbordet, men det gør den ikke til en mindre tilrådelig investering.

man kan læse et lille uddrag på forlagets hjemmeside.

Indlægget forleden om omskrivelsen af verdenshistorie fik mig til at huske på denne lidt ældre udgivelse, der gav sig af med disciplinen i stor stil: 1421 : det år Kina opdagede verden.

Nogle gange læser vi faglitteratur for at blive klogere – andre gange gør vi det for at blive underholdt. Og Gavin Menzies’ “1421: Det år Kina opdagede verden” er i mine øjne helt klart en af de bøger, hvor man på trods af den faglitterære indpakning nok bare skal læne sig tilbage og forberede sig på en god historie.

Menzies er amatørhistoriker og tidligere ubådskommandør. Hans hypotese er, at gamle europæiske verdenskort rummer detaljer, som de ikke burde kende til. Og at nogen derfor måtte have sejlet kloden rundt, lang tid før Magellan udførte bedriften. Menzies’ forklaring: det var kineserne, der gjorde det. Mere præcist: fra 1421-23 sendte kejser Zhu Di en flåde ud, der stort set nåede alle steder hen.

Menzies’ bog var en stor succes og blev oversat til et hav af sprog, deriblandt dansk. Den boltrede sig på bestseller-listerne og indtjente en forfærdelig masse penge. Men historikerne tog sig til hovedet, kiggede på hinanden og sukkede højlydt. For selv om “1421″ fik gode anmeldelser og en masse omtale, havde den ikke den store bund i virkeligheden. Den er angiveligt en rigtigt god historie, men den er ikke god historie.

Menzies skrev senere en fortsættelse (1434 : the year a magnificent Chinese fleet sailed to Italy and ignited the renaissance, som vi naturligvis kan skaffe hjem, hvis man er interesseret), hvor han hævdede, at kineserne senere kom til Italien og der kickstartede renæssancen. Den opnåede dog ikke samme omtale som den første bog, hvilket vel blot beviser, at en god historie kun bringer én et stykke af vejen.

Berlingske har en god gennemgang af bogen

Kina-eksperten Louise Levathes giver ikke en døjt for Menzies forskning og siger, at Menzies har glemt de vigtigste kinesiske kilder om Zheng Hes rejser, men det måske er fordi, at disse ikke nævner noget om nogen opdagelse af Amerika, tilføjer hun.

Politiken interviewede Menzies, da bogen udkom på dansk, hvilket dog er en lidt ukritisk affære:

I din bog anlægger du nogle kontrafaktiske betragtninger over verdenshistoriens mulige udvikling, hvis kineserne og ikke europæerne havde vundet global dominans. Mener du, at kloden ville have være et bedre sted?

»Ja, det tror jeg faktisk. Det er klart, at man skal vare sig gevaldigt for den slags spekulationer. Der er jo ikke noget facit, blot en masse mere eller mindre fantasifulde forestillinger. Men med dette forbehold in mente tillader jeg mig at mene, at hvis kineserne havde fastholdt deres ekspansionisme, ville vi have set buddhismens spredning på samme måde, som kristendommen senere gjorde det«.